Hvem eller hvad DRÆNER dig?

Hvem eller hvad DRÆNER dig?

Alle mennesker har en energikvote til rådighed i løbet af en dag. Det er meget forskelligt, hvordan vi forvalter vores energi -  og om vi sørger for at generere mere energi i løbet af dagen, så vi ikke kun tapper os selv.

Vi bruger energi i alt hvad vi foretager os, og måske du også oplever at der er dage, hvor du bare har mere energi end andre. Måden vi forvalter vores energi er afgørende for vores daglige trivsel og lykkefølelse.

Hvad sætter energi ind på din konto?

Der er to ting, der er vigtige at kende til, den ene er, hvad der kan sætte energi ind på din konto. Den anden er, hvad der dræner din energi konto. I mit liv er der mange ting der booster min energikonto. En tur på stranden, tid med min familie og motion r blot nogle af dem. Det er ret enkelt. Når jeg for eksempel underviser bruger jeg mig selv meget, derfor er jeg nødt til at have masser energi på min konto. Så sørger jeg altid for at komme til stranden, og gerne løbe en tur, dagen inden. På den måde er jeg tanket op med masser af god energi.

Det kan være en stor fordel at kende til helt konkrete ting, der sætter energi ind på din konto. Når vi bliver pressede er vi programerede til overlevelse, og der vælger vi ofte ting som ikke ligefrem løfter os. Hvis du har din "energi-liste" så kan du se på den, og i stedet for at trække dig selv længere ned, kan du vende energien i plus.

Hvad får din energi konto i plus? Prøv at lave en liste, som du kan se på, hvis du skulle komme i minus eller have brug for ekstra energi.

Hvem eller hvad DRÆNER dig?

Både mennesker og handlinger kan få dig i minus. Der findes mennesker, som kan suge enhver form for energi ud af en. Har du den type mennesker i din omgangskreds, så vær først og fremmest bevidst om det. På den måde kan du forberede dig, hvis du er tvunget til at være sammen med dem. Vær også opmærksom på at gøre ting, som får dig tilbage i energi overskud efter jeres møde.

Hvis der er ting du skal gøre, som dræner dig, så er det vigtigt at se på, hvad det er for ting. Er det dit arbejde, så vil jeg klart anbefale dig, at se dig om efter et andet arbejde. Er det enkelte handlinger, som er en del af dit arbejde eller fritid, så skriv også det ned. For mit vedkommende har jeg aldrig brudt min om at lave regnskab, men det er jo en del af det at være selvstændig. I stedet for at gå i minus over det, har jeg nu fundet et regnskabs program på nettet, som gør det meget lettere for mig, men som også gør at jeg får lavet regnskab løbende - og slipper for at bruge to uger på det en gang om året. Nu er regnskab ikke længere noget som dræner mig, tværtimod, jeg synes faktisk det er sjovt.

Hvis der er ting i dit liv som dræner dig, så se på hvordan du måske kan vende det eller fjerne det.

Det at lave en liste med det som løfter dig og det som dræner dig kan være en øjenåbner. Det er meget enkelt og håndgribeligt, og så kan det rent faktisk gøre en markant forskel i dit liv.

Jeg håber du vil få glæde af det!

Kærlige hilsner

Sagar

Sig din mening